Hjemmebesøg hos dehydreret baby sikrede hjælp til hele familien

Aktuelt1

Denne lille pige vejede kun 1,9 kg., da Chimalaya Charity blev tilkaldt i november. Hjemmebesøget afslørede, at resten af familien også havde brug for hjælp.

Pigen blev født, da moren, Sita, var på vej til fødeklinikken. Da de nåede frem, blev Sita og den lille pige sendt hjem efter kun 2-3 timer, selvom Sitas blodtryk var stærkt forhøjet.
Da den lille pige ikke ville spise, søgte moren efter noget tid hjælp hos en lokal klinik. Klinikken tog kontakt til Chimalaya, som strakt sendte sit sundhedsteam på hjemmebesøg hos mor og barn. Den lille pige havde tabt sig og var dehydreret.

Hjemmebesøget afslørede desuden at familien, som bestod af mor og far og tre børn, var ekstrem fattig og hverken havde rent vand eller mad nok. De ældre søskende var fejlernærede, og forældrene havde også helbredsproblemer pga. dårlig kost.

Familien fik hjælp til at anskaffe æg, ris og grønsager og forældrene fik undervisning i ernæring. Tøj, som var blevet doneret fra Danmark, blev tildelt familien.

Da Chimalaya Charity var på det fjerde hjemmebesøg hos familien – en måned senere – var den lille, nyfødtes pige vægt kommet op på 3,2 kg. 

I dag har den lille pige og resten af familien det godt. Moren arbejder hårdt for at tjene penge til familien, men har også tid til at deltage i Chimalayas mødregrupper.