Et valg mellem at dø af sult eller blive smittet

Artikel-1

Corona har vendt op og ned på vores alles hverdag. Her en update over situationen i Nepal og nogle ord om, hvordan Chimalaya forholder sig under krisen.

I skrivende stund er der konstateret 6 tilfælde af Corona-smitte i Nepal, og i alle tilfælde er det tilrejsende, som har bragt smitten til landet (hjemvendte studerende fra bl.a. Kina og Europa). Bryder virussen for alvor ud, vil der mangle overblik, nødberedskab og hjælpemidler i den nepalesiske sundhedssektor. Jeg håber ikke, det bliver tilfældet. 

Hele Nepal blev beordret lukket ned d. 23. marts – foreløbigt til 7. april. Dilemmaet for mange nepalesere er valget mellem at dø af sult eller blive smittet. Ca. 80 % lever som daglejere eller små handlende, der sælger varer på gaden. Hvad skal man stille op? Af den årsag har Indien opgivet at forlænge nedlukningen, ud fra hensynet til de fattigste.

Mange i landbefolkningen er analfabeter og har ikke direkte adgang til information og forholdsregler om coronavirus. Allerede nu fyger det med misinformation om smitten, og det skaber panik blandt udsatte grupper, som er lette ofre for udnyttelse.

Regeringen overvejer at lukke ned for sociale medier, da mange oplever angst, frygt og mental utilpashed. Mange nepalesere er også bange for infektioner og ved ikke, hvordan de skal forholde sig. 
Over 6000 murstensarbejdere, som er daglejere, er strandet i små barakker, hvor de midlertidigt opholder sig på murstensfabrikkerne. Der er kun få vandbrønde. Håndvask er ikke muligt, og folk er stuvet sammen under mest usle forhold. De får ingen penge og kun ét måltid mad om dagen. Snart sulter de. Regeringen har endnu ikke sat ind med støtte. Det kan blive en katastrofe, hvis der ikke ydes nødhjælp. 

Sundhedsmyndighederne har udsendt en Covid-App, men dens rækkevidde er begrænset til dem, der kan læse og har en mobiltelefon. I gaderne kan man derfor også se køretøjer med personer, der kører rundt og råber forholdsreglerne ud via kæmpe megafoner på taget af bilerne. 

Chimalaya har gennem de sidste år ydet hjemmebesøg hos nyfødte og undervist mødre i hygiejne og forholdsregler, fx. at bruge et termometer, vaske hænder mv. Vi ved, at dem vi har haft gennem vores system i Bode også er i stand til at give deres lærdom videre. Det er de mest sårbare på murstens – og tæppefabrikkerne, vi bekymrer os mest om hos Chimalaya i øjeblikket. Inden nedlukningen havde vi to camps på murstensfabrikker, hvor vi uddelte Bag4Life-tasker, frugt og gav lægetjek. Så snart der gives udgang, vil vores prioritet være mødre og børn i fabriksområderne. Nedenfor kan I læse om vores indsats på fabrikkerne, samt vores tiltag – både i Nepal og i Danmark – under corona-krisen.

Tak til alle jer medlemmer, donorer og sponsorer for jeres forståelse for situationen og støtte til vores livsvigtige sag – det betyder meget, at I fortsat bakker op om vores indsats. Lad os håbe at coronakrisen snart slutter, så vi igen kan give Nepals nyfødte en god start i livet. 

Pia Torp
Grundlægger og bestyrelsesformand, Chimalaya

Sådan gør Chimalaya under krisen

  • Vi har oprettet en fuldtidsbemandet telefonlinje til gravide og mødre, hvor de kan tale med en børnelæge eller en sygeplejerske og få råd og vejledning. Hvis vores læger skønner, det er nødvendigt, henvises til lokale sygehuse.
  • Chimalayas sundhedsteam har lavet løbesedler med budskaber om forholdsregler for at undgå smitte, og de uddeles til lokalbefolkningen.
  • På sundhedsklinikkens facade anbringes en stor poster med information om forholdsregler mod corona-smitte.
  • Informationsmateriale med tegninger og symboler bliver hustandsomdelt.
  • Alle frivillige i Danmark mødes fortsat online og holder alle hjulene igang.
  • Teamet, der er involveret i klinikrenoveringen, støttet af Rotary, har fortsat løbende dialoger med myndigheder og fagfolk.
  • De store projekter, vi begyndte udrulningen af i januar, vil være på standby, indtil der igen gives grønt lys. Både fra dansk og nepalesisk side er der skabt et solidt forarbejde og den indsats betyder, at vi har fundamentet for at fortsætte projektplanen, når der åbnes op.