Chimalaya Charity indgår samarbejde om pusletaske

Pusletaske1

Chimalaya Charity har indgået et spændende samarbejde med de to bæredygtige, danske brands Cam Cam Copenhagen og Baby Space By Amazing Space. Det er blevet til en pusletaske fyldt med økologiske kvalitetsprodukter, som hjælper mor og barn i den første tid. Samtidig rummer tasken en håndsrækning til en nybagt mor og hendes nyfødte i Nepal. For hver solgt taske doneres en Bag4Life i Nepal – svarende til en donation på 300 kr.

Bag4Life er et koncept, som Chimalaya Charity har udviklet for at forbedre forholdene for nyfødte i Nepal. Landet har en af verdens højeste spædbørnsdødeligheder bl.a. pga. fejlernæring og dårlig hygiejne. Chimalaya Charity har uddannet sundhedsplejesker, der tager på hjemmebesøg hos mor og barn straks efter fødslen. Her får moren hjælp til at etablere amningen og viden om sundhed, ernæring og hygiejne. Ved det første hjemmebesøg får moren desuden en Bag4Life – en lokalt fremstillet pusletaske med udstyr, der kan være livsvigtigt, bl.a. termometer, desinfektionsvæske, sæbe, skifteunderlag, stofbleer, tøj og legetøj. For hver solgt pusletaske i Danmark doneres en Bag4Life i Nepal inklusiv et hjemmebesøg af en sundhedsplejerske.

Pia Torp, grundlægger af Chimalaya Charity, siger: ”Bag4Life har vist sig at være et utrolig godt redskab i vores kamp for at give børnene i Nepal den bedst mulige start på livet. Den første tid i et barns liv er altafgørende, og derfor er vi utroligt taknemmelige over, at Cam Cam Copenhagen og Amazing Space vil samarbejde med os om at indsamle penge og øge kendskabet til Bag4Life.”

Pusletasken til det danske marked er en quiltet pusletaske fra Cam Cam Copenhagen og rummer to af mærkets bløde stofbleer og en rangle, alt skabt i økologisk bomuld og produceret under bæredygtige forhold. Derudover får mor og barn fem plejende, økologiske produkter fra Baby Space by Amazing Space; en shampoo, en olie, en creme, vådservietter og en duftende bamse.

Vi er utrolig stolte af at kunne bidrage til dette æresfyldte projekt. Med Bag4life kan vi donere støtte med vores plejeprodukter til nødhjælp for nyfødte og mødre i Nepal gennem Chimalaya Charity og samtidigt tilgodese økologisk velvære for babyer, ”siger indehaver af Amazing Space, Laura Bonné.

Sara Giese Camre, der er Founding Partner af Cam Cam Copenhagen, udtaler: ”Det betyder meget for os at være med til at gøre en forskel for nogle af verdens mest udsatte mødre og børn. Det danner en meningsfuld ring, at velstillede mødre i Danmark med købet af vores pusletaske kan støtte mindre privilegerede mødre i Nepal med en livsnødvendig pusletaske.”

Pia Torp fra Chimalaya Charity glæder sig ligeledes over, at mødre i Danmark kan købe en pusletaske, der både hjælper dem selv og en mor, som bor i et af verdens fattigste lande: ”At blive mor første gang udløser en masse følelser af uvidenhed og usikkerhed. Det er universelle følelser, som alle nybagte mødre kender, og derfor er der behov for hjælp og støtte i barnets første, sårbare tid. Med Bag4Life kan mødre støtte hinanden – på tværs af landegrænser, kulturforskelle og økonomiske skel.”

Fakta om Bag4Life i Nepal

Bag4Life er et pusletaskekoncept tilpasset nyfødte, nepalesiske børn og deres forældre. Tasken rummer lokalt fremstillet babytøj, bleer, bæretørklæde og produkter som sæbe, desinfektionsmiddel og termometer. På den måde støttes det lokale samfund samtidig med at mor og barn får hjælp til den første tid straks efter fødslen. Konceptet Bag4Life indeholder desuden hjemmebesøg af en sundhedsplejesker fra Chimalaya Charity, der hjælper med at etablere amningen og underviser moren i sundhed, ernæring og hygiejne.

Om Cam Cam Copenhagen

Cam Cam Copenhagen designer elegant og poetisk børneinteriør, der fremmer de fredfyldte øjeblikke med de kæreste små. Bæredygtig tankegang og økologisk produktion, holdbare materialer i højeste kvalitet og tidløse silhuetter er essentielle elementer i mærkets filosofi om at skabe et harmonisk designunivers, der vil blive værdsat nu og af fremtidige generationer.

Om Baby Space by Amazing Space

Baby Space er en neutral, mild og plejende produktserie til sart babyhud, som er sammensat med et højt indhold af økologiske ingredienser. Produkterne er fri for unødvendige, syntetiske kemikalier som parabener, petroleum, mineralolie, syntetisk alkohol, lanolin, farvestoffer, parfume, nanopartikler og ptalater. Produkterne er ikke testet på dyr.

Fakta om Bag4Life i Danmark

Den danske Bag4Life koster 995 kr. og sættes til salg på camcamcopenhagen.dk og amazing-space.com i starten af april. For hver solgt pusletaske doneres 300 kr. ubeskåret til en Bag4Life i Nepal samt hjemmebesøg af en sundhedsplejerske.

Samarbejdet mellem Chimalaya Charity, Cam Cam Copenhagen og Amazing Space er et nonprofit-samarbejde.

Den danske Bag4Life indholder:

  • En praktisk og elegant quiltet pusletaske i den smukke farve Misty Green fra Cam Cam Copenhagen.Pusletasken er skabt i 100 % økologisk bomuldstwill med kraftige skulderremme og en længere justerbar rem, som gør den ideel til at hænge på barnevognen.
  • En sød rangle formet som en smuk påfugl, der er skabt i økologisk cremehvid bomuld. Ranglen fra Cam Cam Copenhagen har en træring, der er let for babyen at gribe fat om.
  • To stofbleer fra Cam Cam Copenhagen i farverne Grey Wave og Mint. De bløde stofbleer er fremstillet i 100% premium økologisk, GOTS-certificeret bomuld.
  • Eco-Baby Shampoo – for hair & body, 200 ml. Mild og neutral aloevera sæbe for ultra sart hud og mild hårvask. Anvend en lille mængde ved bad efter behov.
  • Eco-baby oil – for dry skin, 200 ml. Nærende olie med sød mandel og abrikos til tør hud. Anvendes i tyndt lag efter bad og efter behov på ansigt og krop. Også perfekt til babymassage.
  • Eco-baby S.O.S Buttom care, 60 ml. Balm til rød og sart babynumse med morgenfrue og zink. Anvendes efter bleskift på ren og helt tør hud efter behov.
  • Magisk blød og duftende bamse, som indeholdende naturlige lavendel blomster. Duften af lavendel har beroligende egenskaber på nervesystemet og afspænder både krop og sind ved inhalering. Perfekt på hovedpuden ved sengetid.
  • Eco-baby wet towels, 50 stk. 100 % bomulds “vådservietter” til blødgørende og hygiejnisk vask og pleje når man er på farten eller ude at rejse og ikke har vand tilgængeligt.