Chimalaya uddelte donationer fra Danmark

Tøj, sko og legetøj skabte stor glæde, da Chimalaya Charitys danske team besøgte Nepal dette efterår.

Det er svært at spille fodbold med bare tæer i et par hullede sko. At modtage et par fodboldstøvler, som kun er brugt en enkelt sæson på en dansk fodboldbane, føles derfor som at vinde i lotteriet. Sådan så det i hvert fald ud på smilene, da Chimalaya Charitys dansk og nepalesiske team uddelte brugt tøj, fodtøj og legetøj fra Danmark på en outreach-camp. “Vi er meget taknemmelige over alle de donationer, vi kunne pakke i kufferten og give til mødre og børn,” siger Pia Torp, Chimalaya Charitys formand og grundlægger. Hun fortæller, at mødrene satte stor pris på de mange varme trøjer, der bliver brug for i den kommende, kolde tid. Børnene var især glade for fodboldtøjet: “Har man en foldboldtrøje, der står Messi på, så er man en verdensmand,” forklarer Pia Torp. Det nepalesiske sundhedsteam modtog også brugt udstyr fra Danmark, bl.a. en bismervægt. Takket være en donation fra en privatperson har Chimalaya Charity i Nepal også modtaget en ny højdemåler og en digital babyvægt.

Translate »